Løgstør Bio

Du er her

De første biografer begyndte i Danmark 1904-05 og Løgstør skulle naturligvis også være med. Direktør Woldiderich på Mikkelsens Hotel, indrettede den store sal til Biograftheater.
Første forestilling fandt sted 11. februar 1907. Løgstør Avis beretter at programmet var meget righoldigt og afvekslende og man så både morsomme og alvorlige scener.
Filmmaskinerne blev i begyndelsen drevet med håndkraft. Senere fik man strøm, der den første tid blev sendt over gaden i et kabel fra Løgstør Jernstøberi. Når der var problemer med filmmaskinen, kunne filmen knække og det fortælles, at der kunne være op til et par hundrede afbrydelser på en forestilling.

I stumfilmens dage krævedes ledsagemusik og i Løgstør var det musikdirektør Sørensen Kjældgaard og ikke mindst hans døtre, der klarede musikken. 
Den 30. maj 1932 kunne Løgstør Avis fortælle, at lærredet i Løgstør stumfilmteater havde "fået mæle". Det var daværende biografdirektør fru Poulsen, der i forbindelse med en fornyelse af bevillingen fik denne på betingelse af at biografen snarest gik over til tonefilm.

Aksel Christensen overtog hotel og biograf i 1934 og der blev sat nyt smukt inventar ind. Senere blev der installeret nye maskiner, så man kunne køre uden pauser. Biografen blev udbygget med en meget fin indgangsbygning, hvor der blev lavet billetsalg og kiosk. I begyndelsen af 1960"erne blev hotel" og biografdrift adskilt og Aksel Christensen drev biografen indtil sin død i 1969.

Biografen er blevet renoveret og forbedret mange gange. En af de store renoveringer skete efter oversvømmelsen i 1981, hvor store dele af salen var under vand. Bl.a. blev gulvet i sal og foyer hævet for at undgå en gentagelse af oversvømmelsen.
I midten af januar 1991 ophørte Løgstør BIO som privatejet biograf. Det var konkurrencen fra TV og video der gjorde det umuligt at drive biografen som et rentabelt foretagende. Den sidste forestilling hed ironisk nok "Sidste udkald" med Arnold Schwarzenegger.

Sidst på året 1991 lykkedes det at få en biografforening etableret og ved hjælp af økonomisk støtte fra flere sider kunne Løgstør BIO genåbne, nu som foreningsdrevet biograf. Første forestilling fandt sted midt i december 1991 og den officielle åbning skete den 8. februar 1992. 

Foreningen Løgstør BIOs Venner har siden drevet biografen. og der er i den periode foretaget en større renovering af filmmaskinerne, ligesom lydsystemet er forbedret væsentligt. Filmlærredet er udskiftet og der er foretaget en modernisering af foyer og toiletter. Den seneste store renovering fandt sted i 2001, hvor salen blev lydisoleret, der blev malet, lagt nyt gulvtæppe og der blev købt nye biografstole. Ligeledes blev der lavet gode faciliteter for kørestolsbrugere, såsom et handicaptoilet og pladser til kørestole i salen. Alt dette har kun været muligt med en helt enestående støtte fra mange sider.


Biografens adresse

Lanternevej 5
9670 Løgstør

Kontaktoplysninger

98 673 435

Funktionalitet

3D
Dolby
Dolby Atmos
Kiosk
Online salg


Formand

Mona Jensen

Telefon:
Email: info@logstor-bio.dk

Booker

Mona Jensen

Telefon:
Email: info@logstor-bio.dk

Kasserer

Susanne Hansen

Telefon:
Email: info@logstor-bio.dk